at være sammenhængende eller at forekomme i lige sterk grad paa samme kulturtrin. Den absolute eiendomsret er et begreb, der hyppig anerkjendes paa et kulturstadium, hvor menneskets personlige frihed er gjenstand for den største vilkaarlighed. I gamle dage var eiendomsretten en af de hellige ting, enten det ny var retten til en kone eller til et pengestykke. Langt ned gjennem tiderne straffedes tyveri med døden. Samtidig var det meget smaat bevendt med respekten for menneskets person.
Kulturudviklingen har medført, at eiendomsretten er blit mere og mere relativ, mens kravet om personlig selvbestemmelsesret stedse har tiltaget i styrke. Staternes lovgivninger indrømmer naturligvis ikke den enkelte ret til vilkaarlig at tilegne sig andres eiendom, men mere og mere gjør den betragtning sig gjældende, at staten, til fordel for samfundet, for efterslegten, kan haandhæve etslags overeiendomsret: dels under nærmere bestemte betingelser tilegne sig den enkeltes eiendom, dels ha indseende med, at den enkelte ikke til det heles skade øder, hvad han besidder. Den moderne lovgivning anerkjender i virkeligheden ikke længer noget absolut eiendomsbegreb: den enkelte eier kun saa længe, som staten finder det forsvarligt at beskytte hans ret.
Paa samme tid har menneskets personlige selvfølelse, voksende med kulturen, fremtvunget
