faldt i 60-tiaarene undertiden, som naturligt kunde være, sammen med konflikten mellem høire og venstre, og det var omstændigheder og hensyn udenfor bondens nærmeste økonomiske interessesfære, der en tidlang neutraliserede stridsspirerne.
I den senere tid har endelig en tredie bondetype gjort sig gjældende, den østlandske landbefolknings underklasse, husmanden, den leiede jordarbeider og skogsarbeider, hvortil man ogsaa kan regne arbeideren paa de industrielle brug, der har sit sæde paa landet. Man kan derfor i dette øieblik skjelne mellem to hovedgrupper af vor landbefolkning, hvoraf den sidste afgj ort gjør et sving i sosialistisk retning og i meget tør komme til at virke sammen med byemes arbeider. Tar man saa de egenartede nordlandske forhold i betragtning, vil man finde en underklasse af fiskere, der ogsaa har interesser tilfælles med et arbeiderparti.
Imidlertid er bonden, alt hensyn taget til disse komplikationer, fremdeles den sterkeste klasse i vort samfund, saa sandt han forstaar at bruge sin magt, og der er intet til hinder for, at et «landmannaparti», fremgaaet ved allianse af vestlandske og østlandske bønder, med tilstrækkelig hensyntagen til begges forskjelligartede tarv, kunde komme til at bli det politisk dirigerende.
Hvordan ser han nu egentlig ud denne bonde? Har vi et klart indtryk af hans aandelige fysionomi? For at kunne virke paa ham maa vi kjende
