der igjen har bundet mere i visse mangler ved hans almendannelse end ved hans politiske sans; dernæst beror det derpaa, at bonden i de forskjellige landsdele har levet under saa forskjellige vilkaar. Der er fremtrædende modsætninger inden selve vor bondestand. Allerede i 1846 gjorde Ludv. Kr. Daa opmerksom paa, at den bureaukratiske opfatning af almuen som en helhed var en «aldeles feilagtig vildfarelse». «Der findes i Norge to væsentlig forskjellige klasser af jordbrugere: den, hvis gaardsbrug er stort nok til at ejeren kan leve af fornemmelig at ha opsyn dermed, og den, hvis gaardspart er saa liden, at den ikke kunde forslaa til hans familjes underhold, medmindre han dyrkede den for største delen med egne samt kones og børns hænder. Den første er efter det statsøkonomiske begreb en kapitalist og ifølge den almindelige selskabelige forestilling en gentleman i sin kreds. Den derimod, som selv dyrker sin egen gaard uden lejede arbej dere, er ogsaa selv en arbejdsmand.» Helt tilfredsstillende er Daas sondring ikke, da en stor gruppe af vore mindre jordbrugere i ethvert fald til visse tider af aaret bruger en relativt betydelig leiehjælp, ved siden af at de selv stedse arbeider med. Men der findes uden tvil en vigtig interessemodsætning mellem den vestlandske bonde, fra det lille brug, og den østlandske storbonde, hvortil man da bedst regner bonden fra Trøndelagen. Denne modsætning
