overbevise ham, ikke ved korporlig tvang. Man argumenterer mod ham, man brænder ham ikke. I nutidens aandsudvikling har individualismen vist sig at være den frugtbareste kulturstrøm. Den har afmerket sig i lovgivningen i den betragtningsmaade, der begrænser individets ret negativt: der, hvor det overskrider et andet individs retssfære.
Mod denne opfatning har der dog altid været mægtige kræfter i bevægelse. Vi ved, at ethvert fremskridt gjerne følges af en reaktion. Hos os synes det, som om vi i visse henseender befinder os i en reaktionær bølge. Vi har i øieblikket to vigtige kulturopgaver: den at værne vor nationale kultur udad ved at staa vagt om vor politiske selvstændighed og den at udvikle den indad: klargjøre vort æresbegreb, berige vort skjønhedsbegreb, forsvare humanitetens sag, der er ét med fremskridtets sag, mod alle former af reaktion, enten denne formummer sig i en gammelbureaukratisk eller en nydemokratisk skikkelse.
Hvorfra stammer vor — den norske — kultur?
Som alle europæiske nationer staar den norske i stor gjæld til to af oldtidens kulturer, den græsk-
