Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge.

interesser (korntold, landbrugsskoler o. s. v.), ikke tilbøielig til at gaa for braat paa, naar det gjaldt nye og uvante ting, der kunde skræmme bonden. Det saa ogsaa et øieblik ud til, at han skulde danne parti. Men det glap. Hans væsen var jo alt andet end smidigt — det gjorde vel sit. Men den atmosfære, han indaandede i bondeoppositionen, har øiensynlig ogsaa faldt ham tungt for brystet. Just i 1845 behandlede stortinget en række af sager, der gav en maalestok for medlemmernes kultur. Og de resultater, der fremkom, vidnede ikke synderlig smigrende om det niveau, hvorpaa en betydelig del af repræsentationen befandt sig. Daa lagde heller ikke skjul paa sin mening. Han lavede endog, som anhang til «Varsko», en oversigt over stemmegivningen i forskjellige vigtige sager: et slags kultur-statistik.

Der er først dissenterloven. Den forsøgtes druknet af Ueland m. fl. — det saakaldte vestlandske parti, der vistnok vilde gi den lutherske statskirkes medlemmer frihed til at holde andagtsøvelser, men ingenlunde følte en lignende trang ligeoverfor dissentere. 38 fulgte parolen, deriblandt Jaabæk, presten Løberg, presten C. Dahl, Vesæth, Aga, Løvland, Vigeland (gode vestlandsnavne), Harildstad, Baggerud, byfoged Christensen (!). I jødeloven var der ikke det fornødne flertal; blandt dem, der stemte imod jødernes adgang finder man størsteparten af de samme kjerne-