varmt skrevet artikel fremhæver han trykkefrihedens store betydning, — hvor lidet enkelte misgreb fra pressens side har at si ligeoverfor det, at man i denne har et værn mod alleslags overgreb og uretfærdigheder. «Lofthus», sier han, «denne martyr for folkefriheden, pintes i et halvt snes aar, lænket til en stabbe, indtil døden forløste ham. I en statsforfatning som den nærværende, hvor appel til almenheden igjennem pressefriheden staar enhver aaben, kunde en saadan uretfærdighed ikke fundet sted.» Han anser en uindskrænket trykkefrihed for det bedste middel til at forebygge uret. Ligesaa fremhæver han som een fordelagtig side af trykkefriheden den aandsenergi, som frihed i at tale, tænke og ytre sig offentligen meddeler den nation, som er i besiddelse af dette gode».
Om disse ting tvistes der ikke nu mere hos os. Men i 1840 var endnu den norske presses ytringsfrihed paa langt nær ikke nogen fastslaaet kjendsgjerning.
Saa optraadte Daa i flagsagen. Han var en af de varmeste talsmænd i de bestræbelsen der førte til, at vi fik et eget norsk flag. Daa fremhævede, at det flag, vi tidligere havde, ikke kunde sies at ha lovskraft. Grundtanken i hans flagartikler er den, at det var lige uværdigt for Norge og for Sverige at opgi sine gamle nationale farver.
