Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


individet indvies i slegtens traditioner, i folkets traditioner.

Lettest bedømmer man folkenes kulturstandpunkt efter deres æresbegreb og deres skjønhedsbegreb. Men for at forestillingen om ære kan bli saa klar og forestillingen om skjønhed saa rig, at man virkelig kan tale om en civiliseret nation, kræves der et fond af kundskab, af for staaelse. Gjennem samkvem med andre nationer (direkte berørelse eller læsning) uddybes og beriges det enkelte folks aandsliv. En selvstændig kultur eier dog kun det folk, som herunder fastholder det værdifulde i dets egne traditioner.

Kultur refererer baade til hjerte og hjerne. Men det er gjennem hjernen, at den naar til hjertet. Tanken regulerer følelsen. Med aandens udvikling forfines følelseslivet. Hvor dette ikke sker, opstaar en ensidig forstandskultur, der ofte kan være forbundet med betydelig raahed. I almindelighed finder man kun en saadan forstandskultur, hvor et høit udviklet folk er blit demoraliseret (se f. eks. romerne i Roms forfaldsperiode). Et udtryk for hjertets kultur er takt, et udtryk for hjernens er smag. Takt og smag ligger imidlertid saa nær ind til hinanden, at de sjelden forekommer adskilte. At kultur dog først og fremst refererer til tankegangen, sees deraf, at en kultiveret mand meget vel kan gjøre sig skyldig i en brutal handling eller en drøi ytring. Men han er sig brutaliteten bevidst, han dømmer