slagsmaal ero so upprivne og sidan attergrodde, at dei hava ei hud som ein kartnagl.»
En uret, som han led i sin ungdom, havde merket ham. Han forvandt den knapt nogensinde. Den gjærede i hans sind, gjorde ham bitter og mangengang uretfærdig. Det var først besættelsen af lektorposten i historie 1837 og senere af universitetets lærerpost i statsøkonomi. Fremgangsmaaden var, som vi skal se, høist eiendommelig.
Daa var 1834 blit filologisk kandidat. Han havde i studenteraarene taget livlig del i studentersamfundets forhandlinger og var en af de mest anseede blandt de unge liberale. Som bl. a. Orla Lehmann i sin bog «Norge og nordmændene, reiseerindringer fra 1836 og 1865» fremhæver, var han langt fra at deltage i partiets udskeielser. Han var en altfor klog og kritisk mand til at finde behag i det norsknorske skryt. Udpræget frihedsmand og fædrelandskjær havde han, som han selv har sagt, «dannet sig en skandinavisk overbevisning lige fra den stund, han begyndte at tænke over de historiske forholdes udvikling». Den furor Normannorum, som efter Orla Lehmanns udtryk «tidligst og sterkest havde grebet den letbevægelige studenterverden», smittede ikke Daa. Nu var denne bevægelse, forsaavidt den vendte sig mod Danmark, ingenlunde Karl Johan eller regjeringspartiets fremstaaende mænd, Wedel og Løvenskiold, saa ukjær som det sterkt demokratiske præg, der
