vuer og skarpere kritik end de fleste. Han var en begeistret aand, og han var tillige en klartskuende aand.
Det er saaledes, Daa fortrinsvis vil bli staaende i historien. Men historien kan ikke helt glemme de sider af Daas karakter, der — af uvæsentlig betydning som de er i historisk forstand — dog kom til at øve adskillig indflydelse paa hans livsførelse. Det er træffende, hvad Botten Hansen her har sagt («Nyhedsbladet» 1866): «Paa fjernt hold viser jo en mands handlinger sig af større betydning end hans person og private noder og alle de smaa egenheder, som hans sande individualitet altid maa have. Men i den snævrere kreds ledes folk til saa nøie at stirre paa det uvæsentlige og individuelt afstikkende, at den hele og sande personlighed og det store og hovedsagelige ved denne tabes af sigte. Der er neppe nogen af vore offentlige mænd, som hos os har lidt saa meget som L. Kr. Daa ved dette indskrænkede nærsyn, skjønt de fleste af dem har maattet yde det sin tribut. Medens han hører til de mænd, som fra det private livs side taaler enhver kritik, har han som offentlig person været alt andet end hellig». — Han pointerer dernæst det «sære» og «eiendommelige» ved Daas personlighed. Og det er sandt: Daa var en sær og eiendommelig mand. I strid var han stedse «Han er mest som en eldre slaastkjempur», sier Vinje, «som i alle sine
