Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Bladet fandt det dog fornødent at imødegaa ham i en lang serie af udførlige artikler, der konkluderer saaledes: «Vi antage, at det har været hr. Dunkers nærmeste formaal, «at kløften mellem de tvende folk kunde holdes aaben eller, om muligt, udvides, for at saarene ikke fuldkommen skulde læges og voxe sammen.» — Hr. Dunker «er ved forholdenes magt kastet ind i en position, som han ikke mere kan forlade, han er kommen i en skjæv stilling, fra hvilken han med en vis fatal nødvendighed er tvungen til at se tingene skjævt. Han tilhører i det mindre et overvundet parti, med hvilket og for hvilket han trolig har holdt sammen og kjæmpet og vel ogsaa lidt, og han tilhører i det større et endnu kjæmpende parti, med vidtstrakte, langt ud i fremtiden rækkende formaal, men inden hvilket der i de senere aar og navnlig i den seneste tid synes at være indtraadt en for dette partie ofientlig anerkjendte formaal lidet lovende spaltning.»

De to partier, der sigtes. til, er: det mindre den fraktion inden høire, som havde optraadt mest selvstændig ligeoverfor Sverige, det større skandinavismens tilhængere.

Dunker havde i 1848, det aar, da skandinavismen skjød den største fart, været med til at stifte «Karl Johansforbundet» og, som «Aftenbladet» udtrykker sig, ei høj grad bidraget til fremkaldelse og løftelse» af den skandinavistiske