Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/132

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


forudsætninger og af den indbyrdes sammenhæng mellem grundlovens egne paragrafer (75—82). Han slog samtidig ihjel Fr. Stangs suspensive veto, der i virkeligheden var et umuligt kompromis (ikke desto mindre accepteret af vore ledende politikere en menneskealder senere).

At kongen overhovedet havde et veto, mente Dunker, at Stangs grundlovsfortolkning fra 1833 godtgjorde. Men absolut maatte det være:

«Det synes vistnok vanskeligt at forklare, hvorledes det skulde være gaaet til, at constituenterne skulde have forglemt, udtrykkelig at fastsætte den vigtige regel, at nationalforsamlingens beslutninger, forsaavidt de gaae ud paa andet end control med regjeringen eller lignende dispositioner, som efter deres egen natur ikke tilstede nogen sanction, ikke er gyldige uden forsaavidt de sanctioneres af kongen; men denne vanskelighed voxer næsten til reen umulighed, naar man skal tænke sig den underforstaaede sætning at være den, at kongen tvende gange, men ikke oftere, kan med retsvirkning negte sin sanction. At det forhold, hvori storthinget staar til regjeringen, er et saadant, at kongen i de anliggender, der høre under storthingets ressort, ikke kan handle paa egen haand, men kun kan træffe saadanne foranstaltninger, som af storthinget er vedtagne, uden at dog storthinget paa egen haand kan sætte noget igjennem mod kongens villie, dette kan man tænke