Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/133

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


sig muligheden af, at constituenterne have fundet saa ligefrem indeholdt i selve begrebet om monarchie (Grls. § 1), at de ikke engang have fundet det nødvendigt, derom at give nogen udtrykkelig regel. Men derimod synes det utænkeligt, at en saa vilkaarlig og principløs sætning, som den, at en storthingsbeslutning, ved tre gange at gjentages, skulde gjøre den ellers nødvendige sanction overflødig, kan være forudsat som en selvfølge.»

Tokammerforfatningen, som enkelte høiremænd ansaa for heldig, har ingen tilhænger i Dunker: «Norge har ikke i sit skjød elementer til to kamre, og en saadan institutíon vilde derfor rimeligvis enten være bleven aldeles unational, og altsaa virkende mod sin hensigt, eller den vilde være bleven ørkesløs, ligesom storthingets inddeling i odelsthing og lagthing er det.» «Den nationalforsamling, som ikke for en stor deel bestod af bønder, vilde efter Norges naturlige forholde neppe være nogen virkelig national forsamling.»

Statsraaderne adgang til tinget og kongen absolut veto — det var Dunkers standpunkt, og paa det standpunkt kunde det norske høire bygget med de bedste udsigter. Navnlig hvis det ogsaa havde fulgt Dunker i hans unionspolitik.

Det var under statholderstriden, Dunker her tog alvorlig fat.

Dunker stod regjeringens leder 1858—1861,