Sverdrups virksomhed er hans vedholden ved tanken om en almindelig decentralisation, bygdestyrets uafhængighed.
Den nationale politik, Sverdrup fulgte, har som bekjendt efter hans død vundet en bekræftelse af sin rigtighed, som knapt nok han selv havde anet, end sige forudseet. Høire havde i det store og hele den opfatning af unionen, at den ved imødekommenhed fra begge sider maatte kunne bli til største gavn for begge lande, og i overensstemmelse hermed indtog partiet en velvillig og forsigtig holdning ligeoverfor Sverige. Om man var tjent med en intimere sammenslutning, derom var meningerne inden partiet delte. Den paagaaende bondeopposition i 40-aarene førte en bureaukratisk høirefraktion til at se en beskyttelse for norske kulturinteresser i en nærmere tilslutning til Sverige. Naar den første unionskomité intet kom til at udvirke, var aarsagen hertil vel saa meget at søge i svensk som i norsk misfornøielse med dens forslag. Den praktiske aandsretning i 50-aarene var heller ikke ugunstig for en varsom, klogt anlagt helstatspolitik. Men svenskernes optræden i statholdersagen bragte atter stemningen i Norge til at kjølne ligeoverfor broderlandet. Dog var ængstelsen som bekjendt ikke større, end at man nedsatte en ny komité, der havde saa meget bedre udsigt til at løse sin opgave, som bondehøvdingen Ueland var med. Men da den fremlagde sit resultat, havde
