Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Landet har havt Sorg og dyb Bekymring, thi Herrens Haand har ligget tungt paa dets Kongehuus. Selv Döden, sin mörke Tjener, har han tilladt at kræve et kostbart, almindelig begrædt Offer; og svære Sygdomme have hjemsögt flere Lemmer af den höie Slegt. En langvarig Sot har bragt selve Landsfaderens dyre Liv i Fare og holdt Folkets Hjerter spændte med Uro og dets Hænder knyttede til en brændende Bön.

Men Herren være lovet, som ophöier, hvor han havde nedtrykt! Bedre Dage ere oprundne. Kongen har reist sig af sit Smertensleie, og vi imödesee snart den Tid, da han igjen med Kraft kan vende tilbage til sit store Kalds Gjerning.

Og for at gjöre Glæden fuldkommen, har Gud velsignet den ædle Stamme med et nyt Skud, ved hvilket Haabet udvider sig over den nærværende Slegt. En Prinds[1] er föd, der om Herren vil bevare hans Liv, er bestemt til engang at arve de forenede Rigers Kroner.

  1. Carl Oscar Wilhelm Fredrik (1852-1854), Wikikildens note.