er bleven endeel længere og kanskee lidt mere „stövet“, end jeg ved et mundtligt Foredrag vilde have fundet hensigtsmæssigt: saa maa dog Enhver af den hele Tales Anlæg og Grundtone kunne skjönne, at den, om end ikke streng videnskabelig, dog er af en vis esoterisk Natur og at den ikke, uden at blive til en Latterlighed, kunde holdes med höi Röst for en stor og blandet Forsamling.
Hvad den foredragne politiske Theorie angaaer, saa veed jeg meget godt, at jeg har berört et kildent Æmne, og at Forkjettrelse ikke vil udeblive. Thi over deslige Materier har gjerne Enhver en Mening færdig, der er hævet over al Tvivl og al Undersögelse. Især veed jeg, at Enhver, der tilfældigviis har skrevet en Bladartikel om Storthingsvalg o. desl., ja Enhver, der blot har været Tilhörer ved et Formandskabs Forhandlinger over et Commune-Budget, föler sig paa Grund af sin „praktiske Indsigt“ uendelig ophöiet over os örkeslöse Tænkere og vil være færdig til at tale höie Ord om „kunstige Theorier, speculative Snurrepiberier“ &c. Men jeg tænker, min Hr. Prakticus og jeg burde blive enige om at lade enhver Fugl synge med sit Neb, efter den Forstand og det Kald, Herren har givet ham; og om vi maaskee ikke selv have saa let for at faae vore Toner til at stemme, saa vil der dog være en höiere Harmonie, hvori alle disse Dissonantser oplöses, en Harmonie, hvoraf det dog med en redelig Villie maaskee kan lykkes Enhver af os, trods vor Eensidighed, i vore bedste Öieblik at lytte til enkelte Accorder.
At man imidlertid ikke skal troe, at jeg nu ganske pludselig, kanskee endog blot paa Grund af den festlige Anledning, er kommen til den i nærværende Tale udviklede Anskuelse, kan jeg ikke afholde mig fra at pege paa, at den
