Formaal, ligesaa lidt er der et Statsideal, som for alle Stater er absolut det samme. Meget mere er her ogsaa Rum for individuel Forskjellighed; enhver Stat har sin særegne Charakter og sin særegne Bestemmelse — foruden den almindelige, som rigtignok ogsaa ligger i Statens almindelige Begreb. „Det Guddommelige er Eet, men Stövets Former ere mange“, siger Digteren; men netop disse Stövets Former ere i en vis Forstand ogsaa guddommelige; det er just under disse mangfoldige Former at det Guddommelige aabenbarerog virkeliggjör sig her paa Jorden.
Seer man lidt nöiere til, vil man ogsaa finde, at denne Grundanskuelse ophæver Forestillingen om Staten som noget Kunstigt eller blot Positivt. Dens Gestalt og Bestemmelse er nemlig ikke noget Ydre, en for sig existerende stiv Form, hvori den foreliggende indifferente eller modstræbende Materie skal indtvinges; men maa, ligesom Individet, have sit Udgangspunct i en fyldig, svanger Naturspire, i en Folkeaand eller Nationalitet. Ogsaa i dennes særegne Præg erkjende vi Skberens Bestemmelse, hvoraf hele dette Samfunds historiske Udvikling er betinget. Vel bringe de vexlende Tider og Omstændigheder Meget med, som Ingen forud kan beregne; vel skaber Nationen selv ved sine frie Handlinger paa en Maade
