Men dette er saa langt fra at fjerne Menneskene
fra hinanden, at det meget mere knytter
dem sammen i en fastere Forbindelse. Hiin
Anskuelse af Individualitetens Berettigelse og Betydning
sætter netop först Ideen om et menneskeligt
Samfund i det rette Lys. Thi er det givet,
at Individualiteten, Eensidigheden ikke skal
udslettes, saa fölger deraf med Nödvendighed, at
den maa gives en Plads i et Samfund, hvor
Eensidighederne kunne supplere hinanden, og hvor
altsaa ved Individernes levende Vexelvirkning det
Almeen-Menneskelige kan virkeliggjöres. Tanken
om den Enkeltes αυτάρκεια (at Enhver er sig selv
nok), der kun kan bestaae med hans abstracte
Almindelighed, eller at Enhver igrunden er Alle,
er her en opgiven Sag. Tvertimod den Enkelte
trænger til Alle, og Alle trænge til den Enkelte.
Menneskehedens Maal, den sande Menneskelighed,
virkeliggjöres ei ved blot at være (saa eller saa),
men ved at virke, hvilket forudsætter
gjennemfört Gjensidighed.
Staten bliver saaledes ikke blot en Samling af Individer, der staae — egentlig örkeslöse og ligegyldige — ved Siden af hinanden; men en levende Organisme, en virkelig Eenhed — selv et Individ. Og ligesaalidt der for den Enkelte er et abstract almindeligt, for Alle absolut lige
