Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Men dette er saa langt fra at fjerne Menneskene fra hinanden, at det meget mere knytter dem sammen i en fastere Forbindelse. Hiin Anskuelse af Individualitetens Berettigelse og Betydning sætter netop först Ideen om et menneskeligt Samfund i det rette Lys. Thi er det givet, at Individualiteten, Eensidigheden ikke skal udslettes, saa fölger deraf med Nödvendighed, at den maa gives en Plads i et Samfund, hvor Eensidighederne kunne supplere hinanden, og hvor altsaa ved Individernes levende Vexelvirkning det Almeen-Menneskelige kan virkeliggjöres. Tanken om den Enkeltes αυτάρκεια (at Enhver er sig selv nok), der kun kan bestaae med hans abstracte Almindelighed, eller at Enhver igrunden er Alle, er her en opgiven Sag. Tvertimod den Enkelte trænger til Alle, og Alle trænge til den Enkelte. Menneskehedens Maal, den sande Menneskelighed, virkeliggjöres ei ved blot at være (saa eller saa), men ved at virke, hvilket forudsætter gjennemfört Gjensidighed.

Staten bliver saaledes ikke blot en Samling af Individer, der staae — egentlig örkeslöse og ligegyldige — ved Siden af hinanden; men en levende Organisme, en virkelig Eenhed — selv et Individ. Og ligesaalidt der for den Enkelte er et abstract almindeligt, for Alle absolut lige