delse staaer i Strid med de virkelige og nödvendige Forholde. Selv for Videnskaben er hiin Strid fordærvelig.
Det er os saaledes i ingen Henseende nogen uvigtig Sag, om der kan udvikles en fornuftig Betragtningsmaade af det arvelige Monarchie og dets Betydning, en Betragtningsmaade, ved hvilken dette viser sig som noget i sig, i Ideen gyldigt. Dette theoretiske Spörgsmaal vil man udentvivl finde er tilsidst ikke saa upraktisk endda.
Ikke er det imidlertid min Mening her at gjentage hvad der saa ofte er blevet sagt om det arvelige Monarchies Hensigtsmæssighed, eller om de mange Ulemper, som ere forbundne saavel med Republiken som med det saakaldte Valgmonarchie. Thi denne (ydre) Hensigtsmæssighed er her netop en overfladisk, utilstrækkelig Tankeform. En Statsform er ei at betragte som et Maskinerie, hvorved et vist ydre Öiemed skal naaes, ligegodt ved hvilke Midler; Fremgangsmaadens, Midlernes Fornuftighed er ikke af blot underordnet Betydning, afhængig blot deraf at Öiemedet naaes, men den er væsentligen med indbegreben i Öiemedet selv. Statens Öiemed er væsentligen den fornuftige Fremgangsmaade; Lovene, Institutionerne have ikke blot et af dem selv uafhængigt Maal, med Hensyn paa hvilket
