Han elsked Solen og Maanen. Maanen kom altid saa stille op bag Havens Trær; dens blege Lys gav en sagte Lyd som et fjernt, fjernt Springvand.
Han elsked sin Violin og de Toner, den gav. Tidt kunde han spille, saa ikke bare Fuglene sang, nej Blomsterne funkled klarere for hans Øjne, naar Tonerne lød, og Skyerne blev rødere, og hele Livet blev højtidsfuldt.
Han havde gode Venner og bedste Venner. Bedste Venner var Carl og Ejlert. Allerhøjest i hans Venskab stod vel Ejlert, „Spaniolen“, som han hed blandt Venerne, for det sorte Haar og de sorte Øine. Og han var sagtens en Ven at holde af. Slig hans Ansigt straalede under den morsomme bløde Hat! og slig han lo med sine klare Øine og en hel Nævefuld hvide Tænder. Hvor Harald elsked denne „Spaniol“, fordi han maaske var endnu stærkere end han selve, og vakrere end alle andre. En slank, ridderlig Gutteforelskelse i Vennen i den pur unge Alder, før Pigesværmerierne tager fat.
