Pust ved en Bæk kanske, men det var Højden — saa afsted igjen. En Dag paa en saadan Fodtur: han mærked selv, saa dejlig stærk han var. Han lo og løb Bakkerne op. Aa, den Dag husked han Resten af sit Liv. Som han følte sig inderlig Ven med den store Sommer omkring ham.
Men aparte var han i mangt og meget.
Han kunde sørge over en Solskinsdag, som endte overskyet. Han kunde graate over Verset om Jægeren, som skjød Fuglen: „Da skjød han den i dens Bryst og dens Hale, aa, der var saa Synd for den lille Svale.“ Han vilde ikke for nogen Pris spise Stegen af den store, halte Hane, som han havde holdt saa meget af for dens Pragt og dens Galen. Men en Time efter kunde han fare ud i Haven og rykke de store, røde Roser af, følende et umuligt Begjær efter Liv og Ødelæggelse.
Naar han saa de gamle, fine Kobberstik over Klaveret i den store Stue: Stikkets dejligt svungne Linjer stemte hans Sind til Undren. En høj, hvid Vase med Roser, han engang saa i en Vens Hjem: han standsed henrykt foran den. Og tidt var han lykkelig ved at betragte Parken foran Hjemmet, naar den laa fin og yppig i Sommerens Herlighed.
Han elsked ikke bare Parken. Endnu mere Skogen. De Blomster den gjemte i Tusindvis. De Dyr der leved i Luft, paa Blade og under Mosen.
