Han havde bosat sig her allerede før den jødiske Krig. Er De en Landsmand af ham?“
„Ja, og Forretningsven ogsaa. Jeg kommer fra Alex andrien. For nogle faa Dage siden kom jeg med et Skib til Ostia ved Tibermundingen. Det er første Gang, jeg er i Rom“.
„Hvis De stanser her en Tid, vil De komme til at bivaane de mest storartede Festlege. De har vel lagt Merke til, med hvilken Kraft der bliver bygget paa Titus’s Bade. Straks Bygningerne er fuldendte, vil de, efter hvad man fortæller, blive indviede med straalende Feste“. Pludselig raabte den unge Mand: „Ser De Telus’s Tempel derborte?“ Han pegede paa en pragtfuld Bygning, der var indviet til Jordens og Frugtbarhedens Gudinde. Det syntes dog, som om hans Ledsager hverken blev glad eller overrasket ved Synet heraf. Han fremskyndede endog sine Skridt, som om han vilde komme bort fra dette Sted. Først efter en Stunds Forløb bemerkede han:
„Rom er en vældig Verdensstad. Alexandrien, saa berømt det end er, forsvinder imod Rom ligesom en Baad mod en Triere. Ve den fremmede, som fattig og forladt farer vild her! Hans Spor gaar tabte i Menneskenes Vrimmel ligesom Vandringsmandens i Ørkenen“.
Det Alvor, som laa i disse Ord, gjorde den unge Romer opmerksom. Han betragtede sin Ledsager et Øie blik, før han svarede:
„De har Ret; men De selv, som Chrysalos's bekj endt, er, kan jeg tænke, hverken fattig eller forladt i Rom“.
„Tror De?“ spurgte den fremmede leende. „I Rom yder Rigdommen, efter hvad der siges, den fremmede undertiden kun en tvivlsom Beskyttelse. Den bereder ham oftere Farer“.
„Til andre Tider kan det vistnok have været sandt;
