relse. Hvem vilde for Alvor påstå, at Barnet tror på Guds Tilværelse, fordi det ved Fornuftskitninger begriber, at der må være en Gud? Netop i sin Umiddelbarhed eller deri, at denne Vished er en umiddelbar Virkning af Sagens egen Sandhed, netop deri har Barnetroen sin Styrke, og den Opdrager, som mente at kunne styrke Barnets Tro i denne Henseende ved at forelægge det Fornuftbeviser, vilde tage højlig fejl, han vilde svække Barnetroen, hvis det lykkedes ham at berøve den dens Umiddelbarhed. Barnetro som Hjertets umiddelbare tillidsfulde Overbevisning må også den Voksnes Tro være.
Troen er en „fast Overbevisning“; den er altså sikker i sin Sag. Det er heri Troen adskiller sig fra, hvad vi kalder en Mening. Endnu mere adskiller Troen sig fra Anelsen, sem efter sit Begreb er usikker, dunkel og ubestemt. Af beslægtede Begreber har Troen mest tilfælles med Håbet; men Forskjellen er dels den, at Håbet kun angår det Fremtidige, medens Troen også kan gjælde det skjulte Nærværende, dels den, at Håbets Gjenstand altid er noget, som ønskes, medens Troens Gjenstand også kan være noget, som frygtes.
Troen er sikker i sin Sag; men vel kan denne Sikkerhed være sterkere eller svagere; der kan derfor tales om en sterk og en svag Tro; derimod kan der ikke være Tale om en tvivlende Tro; thi Tro er det Modsatte af Tvivl; den, som tror, tvivler ikke og omvendt.
Man har villet påstå, at Troen er mindre sikker i sin Sag end Viden; der er således dem, som mener, at Troen er en lavere Grad af Viden, at den er en svag og usikker Begyndelse til begribende at erkjende en Ting. Men dette er en Misforståelse. Det ligger ikke i Troens Væsen at være en mindre sikker Overbevisning end Viden; jeg kan være ligeså sikker på det jeg tror, som på det, jeg ved; Forskjellen ligger ikke i Overbevisningens Styrke, men i den Måde, hvor-
