Efterat Thalbitzer har afleveret disse gyldne fraser, bedømmer han imidlertid situationen meget kjølig. Han sammenligner en fredsslutning med et økonomisk kjøb og salg, men indrømmer, at en fredsslutning er en ganske anderledes indviklet affære. Han tror ikke, at blodtabet og ødslingen med de økonomiske værdier vil medføre en afgjørende tilbagegang, og han har relativt liden interesse for de ideelle værdier, der gaar tilspilde. Han sier ligefrem, at „de tabte arbeidsdage under krigen er en brakliggen, som gjør ydeevnen større bagefter“. „Der findes en umaadelig reserve baade af kapital- og arbeidskraft i ethvert europæisk samfund, som blot venter paa leilighed for at træde i funktion.“ „Krigens store ulykke kan snarere sies at være netop den afslappelse, der følger ovenpaa den som rekonvalescensen efter en sygdom, de lange døde aar, hvor landene samler nyt initiativ og konsoliderer kræfterne.“
Mens Thalbitzer saaledes ser mindre pessimistisk end Weis paa krigens økonomiske følger, har han ikke det samme ideelle haab om en europæisk samling. Han fastslaar, at „et enigt Europa for verdenshusholdningen betyder en stor økonomi, ja saa stor, at den hurtig vilde indvinde krigstabene“. Men han kommer til følgende lidt vaiende resultat:
