tober 1915), at jeg ikke her skal gaa nærmere ind paa det. Tyskland troede at kunne vinde England, hvad der nærmest maa karakteriseres som naivitet. England har i de sidste 12—15 aar ikke tænkt paa synderlig andet end paa at holde Tyskland nede. I en høist utiltalende artikel i „Samtiden“ (januar 1916) sier S. C. Hammer, at hvad englænderne i sum føler for tyskeme, er „isnende foragt“. Jeg tror, man med adskillig grund kunde erstatte ordet „foragt“ med „frygt“.
Der er noget haabløst over den nuværende krig, for hvilket resultat den bringer, vil det — set fra den hvide races standpunkt — i bedste tilfælde betyde et stort værditab, og naar og hvordan dette kan gjenoprettes, er saare uvist. Hvis det alene skulde afgjøres, om det var England eller Tyskland, der skulde ta ledelsen og være primus inter pares, kunde enhver ta standpunkt efter sin sympati eller sin fornuft. Men nu er forholdet langt mere kompliceret.
Stort set kan man si, at der findes to grupper af værdier i verden. Der er de, som samles i begrebeme skjønhed og viden, kultur og komfort, og der er de, som samles i begreberne erhvervsevne, forsvar, værnekraft. Det er værnekraften, som skal bygge mur om den første værdigruppe. I Tyskland er den
