rere denne mangel paa konduite end virkelig raahed, som har dikteret tyskernes optræden i det ulykkelige Belgien, og netop for mennesker, som er grebne af den storslagne maade, hvorpaa tyskerne ellers har mødt krigen, er Belgien det af krigens kapitler, man nødigst vil erindre.
I 1870 vilde Moltke gaa den samme vei, som tyskerne gik i 1914. Det var Bismarck som hindrede det. Saa lyder ialfald en udbredt version. Bismarck hindrede ogsaa, at Østerrige og Bayern i 1866 kom til at afstaa land, og i 1871 modsatte han sig afstaaelsen af Elsass-Lothringen, men da forgjæves. De tyske hærføreres mening, de strategiske hensyn vandt.
Ogsaa i 1914 vandt de strategiske hensyn. Men politisk tabte Tyskland. Dets stilling inden menneskeheden tabte. I det hele har Tyskland siden Bismarcks fratræden ikke havt nogen statsmand, som var saa overlegen, at han kunde ha overblik over de rigtignok yderst vanskelige opgaver, tysk udenrigspolitik har havt at byde. Efter Fashodaaffæren i 1898 kunde Tyskland ha vundet Frankrige, og der er vel de, som mener, at det havde været den lykkeligste løsning af den hvide races problem. Dette spørgsmaal er saa glimrende belyst af Georg Brandes i „Tilskueren“ (ok-
