maa skynde os, Burns. Skurkerne har en times forsprang. Det er saavidt, de har forlatt London . . . Og jeg har deres signalement . . .
—Er du sikker paa, at det er mændene fra Holborn?
—Ja. Se paa den kniv der, Burns. Der findes ikke mange av den sort her i London. Men nede i Sydrusland er den almindelig. Og det er ikke mere end et par timer siden, at jeg saa det vaaben der i en mands haand . . .
—Hvem er det, som har dræpt lord Cavendish? skrek Burns, mens tjenerskapet flokket sig om dem som forskræmte faar.
—Deres kollega Clifford kjender ham, svarte Fjeld rolig. Det er en ung russer med et smalt ansigt og meget sort haar. Han bærer guldlorgnet, har en brukken tand i overmunden og en saaret læbe. Til idag bodde han i Soro. Hans navn er Alexis Okine.
Burns grep ham i armen.
—Hvad sier du? Okine? Som om jeg ikke kjendte ham! Han var i Hamburg, da Patrick Davis forsvandt. Han tilhører anarkisterne med liv og sjæl. Det er en feig hund, som altid forstaar at dække sig — en hyæne med meget hyl i strupen. Aa, — faar jeg kloen ham . . .
Der hørtes tunge trin utenfor. Det var politiet, som kom for at foreta liksynet . . .
— — — —
Burns og Fjeld skyndte sig ut.
Telefonen og telegrafen var forlængst sat i bevæ-
