intet . . . Det var ikke mere en ung 25-aarig naturforsker, som fik sin videnskabelige konfirmation. Rollerne syntes med engang ombyttet. Den bleke mand deroppe paa katetret var læreren, som tok hele sit auditorium i ørene og revset det for dets vankundighet.
Den store forsamling sat naglet av denne forfærdelige veltalenhet, der hugget og flenset i sine motstanderes argumenter og spiddet hver dumhet og taabelighet paa det grusomste. De saa tilslut bare de to fosforiscerende glugger, som syntes at stirre ut over hoderne ind i en anden verden, langt utenfor den jevne borgerlige videns grænser.
Der blev en lang dyster stilhet efter hans lange polemiske tale. Ingen syntes mere at ha nogen lyst til at vove en turnering med denne aandens floretfegter, som var like beredt til parade som angrep. De ordinære opponenter trak paa skuldrene og affekterte en overlegen likegyldighet, som ikke syntes overdreven egte.
Da reiste der sig en høi, blond mand i de ytterste rækker. Det var en av byens mest bekjendte kemikere.
—Der er en avdeling i doktorandens avhandling, som har interessert mig meget, sa han med høi og klar stemme. Det er kapitlet om elementernes undergang. Der findes i dette avsnit overordentlig skarpsindige bemerkninger om metallernes praktiske syntese. Forfatteren har ikke i foreliggende avhandling, der efter min mening betegner en epoke i kemisk forskning, trukket konsekvenserne av sine paastande. De hører maaske heller ikke ind under avhandlingens ramme. Men det vilde visselig interessere forsamlingen at høre
