og at han hadde rørt sammen et videnskabelig bryg, som faldt de fleste tungt for brystet.
Der var rigtignok megen anerkjendelse. Men den lød noksaa tvungen. Ord som »kolossal viden«, »klar fremstilling«, »dristige og originale synspunkter« avløstes hurtig av de spydigste stikpiller. Det var, som den vanlige overbærenhet var druknet i en bitter antipati. Alle midler anvendtes for at slaa den unge tænkers dristige hypoteser overende. Man tok endog sin tilflugt til trykfeil, — ja, de ærværdige herrer av den eneste saliggjørende kemiske tro forsøkte ogsaa at dolke doktoranden med daarlige publikumsvitser. Det gik længe brilliant.
Den unge mand paa katetret svarte til at begynde med kort og klart, men med en viss doven likegladhet, som synes at irritere baade opponenterne og publikum. Men efterat 2den opponent hadde hat ordet og med en klingende veltalenhet hadde behaget sig i sin smukke stemme i over en time, skedde der et omslag.
Der gik et ryk gjennem forsamlingen, da doktoranden for anden gang tok ordet og med en skarp og skjærende røst lot al ærbødighet, høiagtelse og respekt fare. Det var som om det lille fugleansigt pludselig forsvandt til fordel for to øine, som skinte med en fosforagtig glans og en bred usoignert mund, som strømmet over av haan og ringeagt. Han var ikke mere den ærbødige haabefuldhet, som logrende tok imot de stryk, han fik. Hans ord faldt som en pileregn over fiendens leir. Og de ramte med kundskapens og logikens sikre sigte. Han sparte ingen og
