Han blev forbauset staaende. Der var kun et tyndt lag bly paa toppen og bunden av tønden. Men mellem de blaa klumper rislet der med en underlig klang, som mindet om en bæks hvisken, en strøm av gyldne mynter, der rullet og hoppet og sprang henover gulvet som lekende børn. Det var, som om det blanke guldpund hadde længtet efter at bryte sit fængsel. De saa paa Fjeld med sine gule, stirrende øine, og der var noget hypnotisk i deres blik, som fik den sterke mands hænder til at skjælve . . . Han grep ned i dyngen, og lot de skinnende mynter gli mellem sine finger. Saa bet han i dem og lot et av pengestykkerne klinge mot gulvet. Han saa paa præget. Det var ingen feil eller lyte ved det. Pengene var egte nok, og dog var de falske.
Fjeld kastet et ransakende blik omkring sig. Det var tydelig, at næsten hele kjelderen hadde været fyldt med disse tønder, han saa merker av dem i kalkstøvet paa gulvet og i rifterne langs væggene. Her var den guldkilde, der nu strømmet som en sikkert virkende gift utover verden. Herfra hadde den gaat i nord, syd, øst og vest som en snikende farsot. Som en vældig naturkraft hadde den slitt tøilerne ut av de regulerende magters hænder, og nu sat kong guld paa tronen og kastet sine glimrende dynger ut i grams mellem griske hænder . . . Det guld, som en vakker dag ikke vilde ha saa meget værd, at man kunde kjøpe et stykke brød for det engang. Man hadde bygget paa en falsk værdi. Og nu ramlet snart det hele sammen. Hvis ikke . . .
