Og endnu hang der en underlig amulet om hans hals, — en forvreden mandsfigur i guld med en slange slynget om brystet. En ung pike ved Panamaflodens bredder hadde foræret ham den i hans landflygtighets aar, Inkaernes gamle troldom ligger skjult i den, sa hun i sin billedrike stil Bær den, og »Kondoren« kan aldrig dø.
»Kondoren«? . . . Han smilte. Nu var »Kondoren« sat i et bur, som for de allerfleste vilde bety fortvilelsen, haabløsheten, — døden . . . Fjeld knyttet næverne. Hans time var ikke kommet endnu. Paa en forbausende maate hadde heldet fulgt ham. Rigtignok stod han paa dødens terskel, men han hadde enden i den traad, som ledet til hans store opgaves løsning. Han hadde grepet sikkert midt op i det hvepsebol, som bragte forvirring og uro over hele den financielle verden. Hvis han skulde raatne i denne kjelder, saa vilde krachet uvægerlig komme — den vældige misere, som var værre end krig og pest, fordi den vilde vælte op og ned paa alt det bestaaende, og føre menneskeheten op i de lovløse viljers kaos.
Det maatte ikke ske.
Fjeld fik pludselig øie paa seks smaa eketønder, som laa i det ene hjørne. De fem var slaat op og halvfyldte med bly. Den sjette saa ut til at være urørt. Fjeld forsøkte at løfte den, men det lykkedes ham kun saavidt at rokke den. Ved hjælp av blyklumperne fra de andre tønder lykkedes det ham at knuse de solide ekestaver. Med et par kraftige ryk rev han tønden op og satte lyset paa indholdet.
