nødt til at knuse Dem, selv om det skulde koste os et par mand. Hvis De da ikke . . .
Den værdige bankier lænte sig fortrolig over til Fjeld, og hans søtladne stemme fik pludselig en ru, metallisk klang . . . slutter fred med os paa gode vilkaar.
—Hvad byr De, spurte Fjeld kort.
—Vi byr Dem livet og en liten pose av det smukke guld, som er kommet lord Cavendish i den gale hals.
Fjeld syntes at veie chanserne. Han slap ikke revolverne, og hans øine tok et hurtig maal av stillingen. Værelset, han befandt sig i, vendte til gaten. Men de nederste ruter var av mat glas, og tykke sprinkler av snoet jern dækket dem. Der fandtes kun to dører. Ved den ene hadde de tre samlet sig. Deres truende miner fortalte ham, at her slap han ikke ut. Den anden dør likeoverfor stod imidlertid halvaapen. Den inviterte likesom til flugt. Al sandsynlighet talte for, at den førte ut til baktrappen eller en entre.
—Hvormeget? spurte han i samme øieblik, han hadde besluttet at forcere adkomsten til denne dør.
Bankieren tok frem en liten pennekniv og begyndte at rense sine negler.
—10,000 pund! Mot at De forlater London og gir os garantier for Deres taushet.
Da bøiet Fjeld sig fremover, grep de tunge ekebord, som skilte ham fra bankieren, og kastet det med fuld kraft over sine fiender . . . Saa sprang han forbi de hylende banditter ut den halvaapne dør.
Der var halvmørkt i rummet. Gulvplankerne vaklet
