Burns stirret ubeslutsomt ut gjennem vinduet. Solen skinte paa det grønne stakit omkring haven, og de første spirende græsstraa tittet mellem den sorte muld. Han saa sin hustru knæle ned ved en liten mandelbusk, der saavidt hadde overlevet vinteren.
Saa vendte han sig uvillig mot den høie mand med den skarpe angelsakserhake og de sterke, forretningsslidte racetræk.
—Banken har jo ikke lidt direkte tap, spurte han. Guld er jo guld.
Cavendish børstet med spidsen av sin handske et støvkorn av sin hat.
—Endnu ikke, svarte han utaalmodig. Men der kommer en opgjørets dag. De maa jo forstaa, at det guld, som nu strømmer ind til os, ikke er vort eget. Der vil fylde vort panserhvælv, det vil sprænge det, naar timen kommer . . .
—Hvilken time?
—Den time da guldet mister sin værdi . . . den time, da barrerne i vor kjelder ikke er stort mere
