undersøkelser har det vist sig at være udelukket. Vi har paa det nøiagtigste samlet materiale til vurdering av hvetehøsten i Amerika, Argentina og Rusland. Den kan ingen indflydelse ha hat paa markedet. Vi blir kun staaende tilbake med den kjendsgjerning, at der gaar en mægtig omsætningsstrøm utenfor bankerne. Det føles av og til som om vi er blit overflødig. Vi har selvfølgelig søkt assistance hos fremragende jurister. Men selv vore bedste statsøkonomer har rendt hodet mot dette mysterium . . . Indtil jeg for nogen tid siden traf den unge professor i nationaløkonomi dr. Hatfield. Han sa mig noget, som jeg fæstet mig ved. De symptomer, som De anfører, sa han, beviser, at det store banklegeme lider av en eller anden sygdom, — kanske en eller anden gift, som er vanskelig at efterspore . . . Hvad mener De med det? spurte jeg . . . Der findes kun en gift, svarte han, som er istand til at fremkalde de eiendommelige svakhetsfænomener, som De beskriver. Og det er fremmed guld . . . Saa, sa dr. Hatfield. Jeg indrømmer, at jeg til at begynde med trak paa skulderen av hans diagnose . . . men senere har denne tanke fæstet sig hos mig . . . Til at begynde med lot jeg foreta indgaaende undersøkelser med hensyn til guldleverancerne. Dette lar sig saameget lettere gjøre, fordi den aller største del av det raaguld, som produceres, gaar gjennem hænderne paa en 3–4 engelske firmaer. Disse forvandler guldstøvet eller guldkornene, hvis finhet jo ofte er yderst forskjellig, til et homogent metal. Jeg har konferert med disse firmaer, — A. Rotschild, Johnson, Mattey & Co. og H. L. Raphael, men alle
