—Er De Ralph Burns? spurte han med dyp, velklingende stemme og tok ærbødig hatten av.
—Ja, svarte Burns. Er det noget, jeg kan staa til tjeneste med?
Den gamle mand saa sig omkring.
—Kan vi tale uforstyrret her?
—Jeg bor her alene med min hustru. Men jeg maa tilføie, at jeg er ute av aktiv tjeneste, — hvis det gjælder kriminalaffærer.
—Jeg vet det. Jeg kommer her som privatmand til privatmand. For at søke raad. Det gjælder store ting, som berører den hele verden. Jeg vet ikke, om De har lagt merke til de eiendommelige svingninger paa pengemarkedet i de sidste tre maaneder. Det er som usynlige hænder trækker i snorene og driver os i fordærvelse.
Den gamle mands stemme sank ned til en hvisken
—Og nu staar vi overfor et krach, som synes at skulle bli saameget forfærdeligere, fordi vi ikke vet med sikkerhet, hvorfra faren truer . . .
—Deres navn? spurte Burns litt skarpt.
—Jeg ber om undskyldning, sa den fremmede. Mit navn er Dem visselig ikke ukjendt. Jeg er lord Cavendish, præsident i direktionen for Englands bank.
