Burns strakte sin venstre haand op mot hende. Det var en klodset bevægelse, men der laa en uendelig ømhet i den maate, hvorpaa han strøk hendes mørke haar.
—Du er som et nyt menneske, Helene. Du blir vakrere dag for dag. Jeg husker første gang, jeg saa dig deroppe paa Rikshospitalet i Kristiania. Det var ikke stort igjen av mig dengang, husker du. Akkurat saavidt at livet hang i mig. Og da jeg slog øinene op efter 24 timers besvimelse, var det første jeg saa, dine øine. Det er ikke daarlig for at være en engel, tænkte jeg. Og jeg takket Vorherre, fordi han hadde bevilget mig plads paa et saa fremragende sted. Men saa følte jeg din haand stryke over min pande. Da forstod jeg, at jeg endnu ikke hadde kvittert jorden . . . Men de øinene dine, Helene, fulgte mig bestandig. Der var en underlig sorgfuld glans i dem, som jeg elsket. Jeg husker, hvorledes jeg famlet efter et digt av Tennyson, hvori det heter: »the starlike sorrows of immortal eyes«. Og da jeg hadde fundet det, sovnet jeg — ikke ind til døden, som dere alle ventet, men til livet . . . Det er som en drøm altsammen. En drøm, som begyndte i blod, hat og gjengjældelse, som endte i sol og kjærlighet. Nu er det vaar igjen, Helene! Og jeg læser ikke mere om sorg og savn i dine øine. Jeg er det lykkeligste menneske i hele verden! Du svinger støvekluten, og jeg bruker spaden.
—Bare det vil vare ved, hvisket hun. Av og til vaagner jeg om natten i angst og rædsel for noget, som skal komme — noget mørkt og uavvendelig . . . Og da Jacques Delma flygtet . . .
