—Hvem er De? sa han pludselig til den unge dame som sat likeoverfor ham.
Hun blev blussende rød.
—Kjære Marker, sa Delma hurtig, det er jo Natascha — vor veninde.
—Naa saa, mumlet kemikeren distræt. Jeg trodde.
—Hvad trodde De?
—At det var en anden . . . min mor.
—Hvordan det?
—Jeg læser det samme uttryk i hendes øine, naar hun ser paa mig. Beundring og avsky.
Den unge pike reiste sig og rynket brynene.
—De tar feil, sa Delma rolig.
—Natascha er en av vore. Hun vilde ofre alt for Dem, hvis De opfylder vore forventninger. Der findes ikke en draape blod i hendes legeme, som ikke gløder for anarkismen. Vi er slaat til jorden, men guldet skal skaffe os hevn. . . .
—Det er sandt, monsieur Marker, hvisket Natascha og grep hans haand og bedækket den med lidenskabelige kys. Jeg elsker den haand, som skal skjænke mig hevn. . . .
—Hevn, mumlet kemikeren forvirret og trak armen til sig. Det var, som om kyssene brændte ham.
Delma la sin haand paa den unge pikes skulder. Og hendes ansigt, som var fordreiet av et forfærdelig raseri, slappedes og veg pladsen for den milde ro, som ellers gav det sit madonnaagtige præg.
—Det er en lang historie, sa Delma alvorlig. Vi har jo alle et opgjør at ordne. . . . De vet, hvad mand jeg er?
