Midt oppe i det tætteste Quartier Latin vil man støte paa rue de la Sorbonne. Det er en liten kort gatestump, som ligger klint op til sætet for den høieste franske aandskultur. Ellers er der ingen stas ved den smale tarm, som ender ved Clunys mugne mure. Den optages for størsteparten av en række smaa hoteller, der huser den studerende ungdom. Mest utlændinge: sydamerikanere, japanere og russere. De franske studenter er forlængst flygtet over Seinen og vandret over til Montmartres gjestmilde hybler, hvor lugten av orientalere og indianere ikke er saa fremtrædende. Og saa har de sporvognen til og fra Boulevard Clichy, som jo er et ganske andet livfuldt sted end »Boul Miche«s søvnige og begrædelige epigonkvarterer.
Rue de la Sorbonne gjemmer paa megen historie fra de dage, da den franske aand sprællet paa det kraftigste. I de smaa hotelværelser sat der i aarhundredets midte mænd, som har skaffet rikelig stof til literaturhistorien, — langhaarede, trangbuksede ynglinge, som sprutet av aandrigheter og borgerforagt. Ja —
