klar som en dugdraape. Og er lord Ramsays opdagelse sikker, saa skal jeg kunne brolægge Kristiania gater med guld, inden aaret er omme. Ja — jeg skal kvæle hele verden i guld. Bare gi mig et stykke radium saa stort som en mygs øie . . .
—De skal faa saa meget De vil ha.
—Hvorledes?
—Ikke for 5000, men for 500,000 kroner, om De ønsker det.
—Og til gjengjæld?
Skal vi dele utbyttet og hemmeligholde opfindelsen.
—Vel, sa Marker efter nogen betænkning. Jeg har i grunden intet valg. Min sidste krone er gaat. Foreløbig kan jeg ikke øine flere. Men hvor vil De faa penger fra? Jeg har ikke en øre. Og De har formodentlig ikke kassakredit i Centralbanken?
—Nei, men jeg har en smuk konto i Crédit Lyonnais. Det koster kun et chiffertelegram til Melchior Parmentier, 164 rue Dauphine, Paris, og inden imorgen middag klokken 2 kan De hente de tusender, vi foreløbig behøver, for at komme væk fra dette takkammer. Skaf penger til telegrammet, saa skal jeg greie resten. Der findes et litet privatlaboratorium i en av bakgaterne ved Sorbonnen. Det leier vi. Og saa kan De kile paa med eksperimenterne.
Marker stirret længe paa sin gjest. Musklerne i hans tynde, utgravede ansigt trak sig sammen i nervøs ophidselse og gjorde ham endnu hæsligere end han var.
—Jeg har forskrevet mig til djævelen, sa han endelig. Men verdens høieste viden har altid hørt helvede til.
