—Og hvem skal hjælpe Dem at slippe herfra?
—De, naturligvis.
—Jeg? Det kunde ikke falde mig ind.
—Hvorfor ikke? Nu har De chancen. Fru Fortuna har sendt mig til Dem. Og jeg var kanske ogsaa den eneste, som vilde tro paa Dem og hjælpe Dem. Jeg forstaar mig litt paa mennesker, skal jeg si Dem. De er passelig forrykt til at være et geni. Vil De gaa i kompani med mig?
Marker gryntet haanligt.
—Deres mistillid klær Dem, fortsatte Delma. Men De kan stole paa mig. Jeg har aldrig forraadt mine fæller. Vi outsidere hører sammen. Og dette med guld interesserer mig. Jeg visste, at det maatte komme. Den sidste gang, jeg snakket med madame Curie . . .
—Madame Curie?
—Ja. Jeg var journalist dengang ved en av Pariserbladene . . . Hun stod i sit laboratorium med en kolbe, der var fyldt med kviksølv . . . Hvad er det, De har der? spurte jeg . . . Hun smilte: Jeg er blit alkemist paa mine gamle dage, svarte hun. Jeg forsøker at lave guld . . . Det er de radioaktive straalers sidste triumf . . . . Tro mig, fortsatte hun, det er kun et tidsspørsmaal, naar den gamle alkemis fortvilede stræben blir til virkelighet . . .
Marker hadde reist sig i stolen. Hans store, stilkede øine lyste med en uhyggelig glans.
—Sa madame Curie det, skrek han hæst. Ja — hun har ret. Men kviksølv — aldrig i livet. Det er ikke veien. Men jeg har fundet det. Teorien er saa
