Da forsvandt alt i en vældig røksøile. Jorden aapnet sig under Jean Fabres føtter, en forfærdelig ildstraale grep ham i sin favn, maset hans legeme sønder og sammen og slynget resterne ut mot den blaa foraarshimmel.
Der drønnet utover fjorden med tusinder rungende ekkoer ind mellem aaserne. Kjæmpemeæssige klippeblokke løsnet og styrtet i havet. Der stod en stenregn over torpedobaaten. Det var, som om Tofteholmens indvolde vrængtes ut og aabenbarte selve jordskorpens stivnede kadaver.
Da røken efterhaanden trak væk, var John Markers fabrik ryddet med jorden og Tofteholmen laa der arret og ugjestmild som før.
—Det var et Guds under at vi slap fra det med livet, hostet kapteinen og tørret blodet væk fra et saar i hodet. En underlig historie!
—De har ret, kaptein, sa Fjeld. Det er historien om et geni. Ja, mere end det. Det er verdenshistoriens sidste kapitel om guldets undergang.
