—Jeg var med paa barrikaderne, mumlet han og løftet haanden, som en, der svinger en sabel over sit hode . . .
Men det var i sandhet ingen sabel. Det var kun en flaske, hvorav de dyre draaper fløt rikelig . . .
Fjeld husket længe dette billede: Det sløvede geni med det paralytiske grin og den gamle helt fra skansegravene ved rue St. Denis med rindende øine og en halvtømt flaske genever.
Saa lukket han døren og gik ut.
—Skal vi sætte vagt? spurte marinesergeanten.
—Nei, svarte Fjeld, det behøves ikke. Der findes kun to forhenværende mennesker paa Tofteholmen.
—Er det ikke bedst, vi skynder os. Ellers kunde motorbaaten slippe fra os. Den flyver som en hvirvelvind. Kapteinen mente, at . . .
Fjeld saa likegyldig utover og marinemanden fandt ingen grund til at pirke yderligere paa den koldblodige civilist . . .
Kapteinen paa »Hai« var rød i hodet av spænding. Han stod paa dækket med megafonen i haanden og skalv av utaalmodighet, mens hans øine fulgte det glitrende skumsprøit i hydroplanets kjølvand . . .
—La os komme avsted, brølte han . . . Ellers slipper pakket fra os. Jeg bander paa, at det er hovedmanden, som stryker der tilhavs. Eller hvad mener De, dr. Fjeld?
—Det er mulig, svarte Fjeld i en likegyldig tone. Men fyren der slipper vel neppe forbi Horten. Er det umaken værd at spendere damp paa den usle pram. Send et marconitelegram til et av fartøierne paa
