—Lille Natascha, lille Natascha . . . mumlet han.
—Aa, Jacques, hvisket hun. Hvad skal vi gjøre. De maa ikke faa fat i dig . . . Jeg kan ikke tænke paa andet . . . ikke paa hevn engang. Der er ikke mere plads i mit hjerte for hatet . . .
Pludselig rev hun sig løs fra ham, og før Fjeld hadde kunnet forhindre det, hadde hun kastet sig for hans føtter . . .
—Red ham, skrek hun, gi ham friheten, og vi vil velsigne Dem hele vort liv. Jeg lover og sverger Dem — vi skal reise bort . . . langt, aa langt, vi skal leve for os selv og aldrig komme i menneskers vei . . . Tænk paa dem, De selv holder av . . . Husk paa, vi er unge . . . vi har været opdraget i hat og foragt for alt . . . og nu har kjærligheten banket paa vor dør . . . Aa, gi os den mørkeste krok i verden til fristed, og vi skal takke Dem hele vort liv . . . Jeg har aldrig lært at bede, men jeg skal lære det . . . og jeg skal bede hver dag for Dem og dem, De har kjær. Husk, De har tat min fars liv . . . gi mig Jacques Delmas istedet! . . .
—Hun vet ikke, hvad hun sier, mumlet anarkisten med skjælvende stemme . . .
—Staa op, frøken, sa Fjeld bevæget. Jeg er ikke den mand som har ret til at dømme nogen. Det var en tid da ogsaa jeg laa paa bunden og ventet paa at drukne . . . Vet De, hvem det var, som rakte mig en haand i den yterste nød . . .? Jo, det var den kvinde, som jeg elsket. Hun bar mig over samfundsforagten og hatet . . . ind i den trygge havn. Hun drev for-
