og klokeste hjerner, som har levet, er sprængt. John Marker har sagt farvel til den verden, hvor tanken er Gud. Men det store han har tænkt, vil leve efter ham.
—Det vil dø med ham, sa Delma bittert. Den røde tinktur var hans sjæl. Den er flygtet med ham. Den sidste store alkemist er vendt tilbake til kaos.
Fjeld saa usikkert paa ham.
—Vi har et regnskap at gjøre op, Jacques Delma.
—Hvem er De? spurte anarkisten truende. Jeg har set Deres øine engang.
—Rigtig. Det var en mørk aften utenfor et vindu i en villa ved Hamburg. Deres revolverkule sang nogen tommer forbi mit hode.
Delma stirret forfærdet paa ham.
—Saa det var Dem, sa han hæst. De var manden med det røde skjeg fra Onkel Peters kjelder. De var de sorte gribbes banemand. De jog os tildøde mellem de norske fjelde. Natascha, se paa den mand der. Se godt paa ham . . . du, Josias Saimlers datter . . .!
Den unge pikes legeme trak sig sammen. Det var som om en elektrisk strøm krummet hendes lemmer sammen. Pupillerne utvidet sig, og det var som om et grønt skimmer flimret over de kulsorte øine.
Men det varte kun et øieblik. Med en hulken, som rystet det vakre og fine kvindelegeme, sank hun om i Delmas arme.
Den unge franskmand var som forvandlet. Det haanlige og trætte uttryk i hans smukke ansigt hadde veket pladsen for en usigelig ømhet . . . Med den ene haand strøk han hende kjærlig over det sorte haar.
