Den unge pike kunde neppe være mere end 19 aar. Hendes sorte haar, hendes voksbleke hud og de runde barnekinder mindet om den spanske hidalgodatter, der sat model for Don Bartolomé Esteban Murillo, da han malte sin madonna. Men øinene, — de sortbrune, fjerne øine var ikke himmelvendte og ydmyge. De talte det hete blods sprog, og de vidnet sammen med de røde buede læber om en lidenskap, der kunde slaa ut i blodrøde flammer. Og hvis der sat en eller anden menneskekjender i de skinnende mahognibaate, vilde han kunne ha fortalt sine venner, at den unge dame paa fjeldknausen hadde et uttryk i sit ansigt, som keisere og konger hadde skjælvet for, den blanding av mod og ubetvingelig fanatisme, som de kvindelige martyrer hadde, da de saa løverne nærme sig eller som fyldte Vera Sassulitschs sjæl, da hun stod med bomben i sine hænder og ventet paa det store, forfærdelige øieblik . . .
Time efter time blev den unge pike sittende paa sin post. Seilerne forsvandt indover mot Soon, men hun rørte sig ikke . . .
—Si mig »Orosco«, hvorfor kommer de ikke, hvisket hun hen for sig.
Den store meksikanske blodhund med de milde øine og det forfærdelige svelg løftet et øieblik sit hode og stirret paa sin herskerinde. Saa reiste den sig, rystet sine stygge ører og kastet et langt blik utover sjøen. Der hørtes skridt bak dem, men hverken piken eller hunden rørte sig . . . En ung mand i hvite arbeidsklær kom frem mellem buskene. Han var skjegløs, meget mørk og meget ung, . . . av den litt trætte pariser-
