—Det der, sa han og pegte efter den lyse kjæmpe, forekommer mig at være et mandfolk. Jeg skulde ønske at vi hadde en eneste maler, som hadde saapas øine i hodet, at han kunde male en hvit krop paa et maaneskinssitrende hav.
—Og jeg, hvisket maleren mellem sine tænders ruiner, skulde ønske, at der fandtes en digter i Norges land, som hadde saapas fantasi, at han grov sig ned i en mødding for at finde ord, som der lugtet litt bedre av end det sirupsvand, som nu rinder i bokhandlernes reoler.
Digteren vilde gi ham et kraftig og passende svar. Men i samme øieblik kimet klokken og kaldte til aftensmat. Da fik de to herrer det travelt. Deres ophidsede ansigtstræk mildnedes og uten nogen yderligere diskussion gjorde de helt om og ilte ned til de lukulliske glæder.
De hørte ikke den underlige susende lyd fra kommandobroen.
Det var den traadløse som begyndte at synge.
