Okine utstøtte et brøl av triumf. Men hvad var det? . . . Den unge anarkist blev likblek. Han saa, hvorledes manden ved hans side blev trukket under med et rædselsskrik, som om en hai hadde sat sine tænder i ham. Og kort efter saa han den samme mand flyte op med brukket hals og døende øine. Et øieblik efter dukket der et stort blond hode, som han kjendte, op bak bankieren og trak ham under.
Da slog dødens rædsel Alexis Okine. Han slap sin kniv og svømmet bort fra valpladsen . . . Han vendte sig ikke om . . . han bare svømmet og svømmet, som en der har set i den angst, som er feighetens helvede . . .
Fjeld saa sig om. Okine var forsvunden. Der laa en tyk klump foran ham. Det var to mennesker, som var fast omslynget i et forfærdelig favntak. Han svømmet nærmere. Det var Jimmy Croft, kaldet »Kænguruen«, og Clifford. Kænguruens tænder var boret ind i detektivens skulder, og hans venstre haands pekefinger stak dypt ind i Cliffords høire øie. Men Kænguruens hjerneskaal var slaat ind med hans egen revolver, der endnu laa som en hammer i detektivens haand. De var begge døde og fløt paa livbøierne. Da løsnet Fjeld de to fiender fra hinanden, spændte Crofts livbøie av og tok den paa sig.
Anarkistens onde ansigt vendte sig for sidste gang mot lyset, saa svaiet liket langsomt under havflaten ned til de navneløses vældige kirkegaard.
Men Jonas Fjeld pustet tungt ut. Saa la han sig bakover, lukket sine øine og ventet paa døden.
