telig rødt ar der, hvor det venstre øie pleier at sitte.
—»Kænguruen«, mumlet Clifford hæst. Overlat ham til mig!
Men bak ham saa Fjeld ind i et ansigt med gule haartjafser, der med en blanding av forfærdelse og raseri vendte sig mot ham. Det var manden fra Holborn, den ærværdige mr. Brooke. Og ytterst paa fløien saaes Alexis Okines bleke fanatikerfjæs. De andre hadde sine revolvere, men Cavendish’ morder svang en frygtelig kniv med krum blad over sit hode.
Aldrig hadde en kamp fundet sted under saa eiendommelige forhold. Dønningerne løftet de otte mænd op og ned. De nærmet sig hverandre mere og mere. Der blev ikke sagt et ord. Kun bølgernes matte skvulpen nynnet den evige sang om døden for deres øren . . . Vinden var stilnet helt av og solen kom og gik bak forrevne skyer . . .
Da lød et skud. Det var som et svagt bjef. En kule slog ned like foran Cliffords bøie.
Det var løsenet.
De fem anarkister svømmet i en tæt ring mot sine to fiender. De brølet og skrek, mens kulerne sprøitet fra fem revolvermundinger.
Fjeld var ubevæbnet. Han hadde tat størsteparten av klærne av sig og kastet livbøien for at være lettere. Han saa Cliffords ansigt bedækket av blod, han saa i et glimt, hvorledes englænderen i en pludselig bevægelse bøiet sig fremover og slynget sin tømte revolver midt i »Kænguruen«s fjæs. Han hørte det skrangle i brukne tænder . . . saa dukket han under . . .
