men fiffet opdagedes i graalysningen. Nu gik jagten ret mot Norges kyst, og efter et løst overslag befandt man sig kl. 12 om formiddagen ca. 50 kvartmil fra Lindesnes.
Da indtraf det, som Clifford længe hadde ventet paa. Vinden løiet efterhaanden, sjøen blev smulere, og ved 2-tiden begyndte kutterens seil at slaa. Avstanden minsket efterhaanden, og da klokken var 4, hadde dampbarkassen naaet op i høide med kutteren. Sjøen var imidlertid endnu saa høi, at det hadde sine store vanskeligheter at borde flygtningen — saameget mere som kutterens fem mand saa ut til at ville yde et fortvilet motstand. De rettet en voldsomt geværild mot sin pansrede fiende, hvad der selvfølgelig viste sig aldeles frugtesløst. Derimot rammet nogen kuler fra barkassens hurtigskytende kanon kutterens rig paa en meget effektiv maate. Et skud i vandgangen blev derimot hurtig tættet.
Det var tydelig, at kutterens mandskap nu forstod, at situationen var haabløs. Naarsomhelst kunde en kule ramme dens motor og gjøre det av med den. Men det var desperate folk, som befandt sig ombord . . . .
Da dampbarkassen aat sig op paa siden av kutteren, vendte den pludselig, og før styrmanden paa barkassen hadde opdaget manøvren, rendte den sorte seiler sin tykke egebaug med fuld fart ind i politibaatens jernside.
Det var et forfærdelig sammenstøt. Med et vældig brak styrtet yawlens rig overbord som to fyrstikker, der knak. Hele baaten revnet i sammenføiningerne, vandet fosset ind og det sorte skrog stak snuden under
