sitteplads, — der likesom de andre var formet som en solid og bekvem rørstol med armsving til alle kanter og bevægelig sæte. Her fandtes ogsaa det finere maskineri med strømbrytere, ampére- og voltmeter . . .
Saa stanset pludselig arbeidet. Lyset sluktes. En blek strime saaes over Ekebergaasen. Det var den lyse mainat som sneg sig ind over landet, det var den nordiske vaars eventyrrike, som aapnet sine porte for halvlysets hemmelighetsfulde lek i skog og i krat. Langt inde i sundet saaes en baat glide ind i skyggen. Et forsinket trækspil klaget inde i Nordstrandsskogen, en elskovssyk hund holdt serenade utenfor den elskedes dør, en automobil suste utover veien og trækfuglene skyndte sig nordover med rappe vingeslag. Da traadte den unge ingeniør fra Akers verksted hen til Ilmari Erko og løftet ærbødig paa hatten.
—Vi er færdige, sa han. Klokken er 1½.
—Det er godt, Johnsen, svarte dvergen. De garanterer arbeidet? . . .
—Ja . . . alt er utført efter Deres ønske . . . Men jeg forstaar ikke rigtig, hvorledes den lille motor kan drive en saa stor maskine.
—Det er min hemmelighet, sa Erko stolt. Akkumulatoren er nu fuldladet. Den har kraft nok til at holde dynamoen i aktivitet over 22½ time. Der findes faa fugle, som vil kunne holde
