dannet en usynlig ring, der visselig har været likesaa effektiv som de talrike og kraftige fredlysningsadvarsler. Ulven har forlængst mistet sit borgerskap i den frodige skog, men hvem kan vite, om ikke en eller anden bidsk hund vernet om den private eiendomsret? . . .
Kristianiaroerne elsker imidlertid Ulvøen, men ingen kan være tryg for, at øens eier elsker roerne. Naar de lange outriggere, som smaa, gule glimt kommer strykende ind gjennem Ormsunds bro, er der en ikke liten sandsynlighet for, at de halvnøkne gentlemen sætter kursen like paa en av Ulvøens sandbanker og kravler iland. Og de, som er bedst kjendt, forlater uten videre det kostelige fartøi og sætter ret op i skogen. De kringler sig frem mellem birk og gran, de klatrer op de bratte klipper. Nogen minutter efter er de oppe paa en koselig liten slette, der ligger som et flatt tak over øens øverste etage.
Her kan de være trygge. Ingen søndagssjauer har nogensinde kokt sin kaffe eller omsat sit brændevin i dette stille bortgjemte hjørne av tilværelsen. Her svinges ikke tomflasker i øvede hænder, her lyder ikke skidne, matfettlugtende kvinders hæse hvin, som hyænehyl i sommernatten. . . .
Men en sen maidag i det Herrens aar 1916 var der kommen en egen uro over øen. Villa-
